SecurityWorldMarket

12-02-2012

Flot regnskab for Atea

Ateas driftsresultat steg i 2011 med 22,5 procent sammenlignet med 2010. Resultatet for den samlede omsætning i 2011 endte på DKK 5.512,6 millioner, og det er en fremgang på 6,4 procent i forhold til 2010. Atea fortsætter med at vinde markedsandele i Danmark og i Norden, og det skyldes især, at de danske virksomheder i stigende grad har indset, at en intelligent it-infrastruktur er en af løsningerne i en krisetid, mener virksomheden.
Atea A/S slår med årsregnskabet for 2011 endnu en gang fast, at firmaet er en af Nordens mest sikre aktieinvesteringer med en omsætning og en markedsandel, der fortsat vokser på tværs af hele Norden. Atea Danmark vokser støt på alle områder og kan vise en omsætningsfremgang på 6,4 procent for 2011 målt i forhold til 2010.

- Hovedbudskabet for Ateas regnskab er, at vi er et solidt selskab, der på trods af udfordringer i markedet konsekvent bliver ved med at levere vækst. I årsregnskabet for 2011 bider jeg særligt mærke i, at vi lykkedes med at øge driftsresultatet – indtjeningen. Netop det område har været et stålsat mål for Atea i forhold til resultaterne fra sidste år, siger administrerende direktør Lars Johansson, Atea A/S.

- En tydelig tendens, som vi har set igennem hele 2011 er, at it-infrastruktur er blevet en af de primære nøgler til effektivisering. Med andre ord er it-infrastruktur blevet et fasttømret redskab til at få succes på trods af diverse økonomiske kriser og udfordringer. It er ikke længere blot en nødvendighed for den moderne virksomhed, it er blevet den intelligente måde at effektivisere på ved siden af metoder som LEAN med mere. Tendensen vil fortsætte ind i 2012, fordi det nu er gennemprøvet, at en optimeret it-infrastruktur bidrager til produktivitet, lavere omkostninger og en højere arbejdsglæde, siger Lars Johansson.



Leverandører
Tilbage til toppen