SecurityWorldMarket

26-04-2019

Datatilsynet giver første tilladelse til ‘videregivelse af personoplysninger’

Foto: Datatilsynet

Datatilsynet er klar med den første tilladelse herhjemme til såkaldt videregivelse af personoplysninger til tredjemand. Tilladelsen er givet til Region Hovedstaden i forbindelse med et forskningsprojekt, hvor der nu bliver givet grønt lys til, at personoplysninger i henhold til databeskyttelseslovens § 10, stk. 3, nr. 3. kan offentliggøres i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift eller lignende.

Det drejer sig om data om 160 børn mellem 8 og 12 år, som har indgået i et forskningsprojekt.

Datatilsynet har behandlet en ansøgning fra Region Hovedstaden om tilladelse til videregivelse af personoplysninger efter databeskyttelseslovens § 10, stk. 3, nr. 3. Efter denne bestemmelse skal Datatilsynets tilladelse bl.a. indhentes, når oplysninger omfattet af lovens § 10, stk. 1 og 2 (forskning og statistik) ønskes videregivet til tredjemand, og når videregivelsen sker med henblik på offentliggørelse i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift el.lign.

Forskerne har ansøgt om tilladelse til at videregive ‘oplysninger om testscorer fra en eksperimentel test, spørgeskemadata om symptomer, oplysninger om alder, køn, diagnose, socioøkonomisk status og IQ. Oplysningerne er pseudonymiserede, men oplysningerne vil på sigt blive anonymiserede, når nøglefilen slettes senest i år 2023,” hedder det.

Region Hovedstaden har oplyst, at videregivelsen sker med henblik på offentliggørelse i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift el.lign., hvorved videregivelsen er omfattet af databeskyttelseslovens § 10, stk. 3, nr. 3.

Oplysningerne skal videregives til datarepositoriet Figshare, som er en offentlig tilgængelig database, der har til formål at øge gennemsigtigheden og muligheden for, at andre forskere kan replicere resultaterne.



Leverandører
Tilbage til toppen